- Polen Info -
- dansk-polsk internetside -
- Polen Info -
- dansk-polsk internetside -
|
|
|
|
Polen er et gammelt land med mange traditioner. Mange traditioner har deres rødder i den katolske kirke, nogle er så gamle, at de har en hedensk oprindelse, atter andre er en blanding af katolske og hedenske skikke. Nogle skikke er indført fra andre europæiske lande.
Ifølge legenden levede der engang en borgmester i Kraków, der hed Comber, og denne borgmester opkrævede meget høje skatter af borgerne i byen. Af samme grund var han meget ilde lidt, og ved hans død, der indtraf om torsdagen før askeonsdag, jublede folk af glæde; de sang, drak og dansede i gaderne; og det blev de ved med i mange år på denne dag. I dag er jubelen taget noget af, men traditionen kræver, at man på denne dag fra morgen til sidst på aftenen byder sine gæst på paczki (sødt bagværk, der minder om Berliner Pfannkuchen) eller faworki (en slags meget tynde klejner). På denne torsdag producerer bagerne meget store mængder af paczki, og på trods heraf ses der mange steder lange køer foran butikkerne.
Prins Zapust, en forklædt, fiktiv, lystig person, vandrer med sin tjenestefolk i by og på land og underholder folk med sjove historier og sang. Man bør altid give dem en gave for at sikre sig, at de kommer igen . Til sidst synger de forklædte gæster en sang som tak for gaverne.
I fastetiden finder kun få kirkelige begivenheder sted. Det, der kan vente, udskydes til efter påske. Askeonsdag om aftenen går troende katolikker i kirke for at blive bestrøet med aske af præsten. Men den samme onsdag er også den sidste udløber af karnevalstiden, og derfor kan man tillade sig lidt spøg. For eksempel kan man hænge en sild, eller en hønsefod på en anden persons frakke for at more dem, der står bagved ham.
Ved de større floder sender unge, ugifte kvinder blomsterkranse (wianki swietojanskie (= sankthanskranse) ned ad floden; hvis en pige har kastet sin krans i floden, og den støder på en anden krans, så kan hun håbe på snart at blive gift.
I gamle dage var der fest i hver landsby. Kongen fik af den polske adel - herremændene - foræret brød, fremstillet af nyhøstet korn; han fik også kranse, der var flettet af de sidste kornaks og smukt pyntet med blomster, æbler, rønnebær, valnødder og hasselnødder og besat med farverige sløjfer. Fletningen af disse kranse var en hel kunst; nogle kranse var formet som en krone, andre kranse var runde. Efter at den mest ansete bonde havde afleveret høstens symboler til den lokale herremand, kunne festen begynde, måske med en hel okse på menuen, med vodka til og dans bagefter. Bønder i nationaldragter dansede de folkelige polske danse: polonez, oberek, kujawiak, krakowiak, zbójnicki og mazur. Traditionen er stadigvæk levende. "Dozynki centralne" organiseres årligt og hvert år i en ny region af Polen. Blandt de højtærede gæster ses først og fremmest Polens præsident, som modtager et friskbagt brød, fremstillet af nyt korn. Hver katolsk familie fletter små kranse af 4 slags korn, eller måske bare af efterårsblomster og urter og bringer dem til kirken for at de kan blive indviet med vievand. Bagefter hænger kransene derhjemme indtil næste år.
Nu er det en meget stærk og levende tradition for alle polakker. De, der kan, møder denne dag ved deres forældres grave med kranse, blomster og først og fremmest lys. Den dag og langt ud på natten er der levende lys på hver eneste kirkegård, på hver eneste grav. I radioen og fjernsynet spilles klassisk musik, sørgemusik. Chopin er altid på repertoiret. Det er den dag i hele året, hvor polakker rejser mest, både lokalt og på lange afstande over hele Polen. Adam Mickiewicz, den største polske digter, beskrev den gamle tradition i et af sine poemer: "Dziady".
"Sw. Marcin po wodzie, Boze Narodzenie po lodzie" ("Regn til Sankt Morten giver frost til jul"). "Sankt Morten på den hvide hest (frost og sne) giver regn til jul" (omtrentligt). Man siger, at omkring denne tid kommer vinteren til Polen.
De unge piger stiller deres sko i en række langs en væg; herefter "måler" de afstanden til døren i den modstående væg ved på skift at sætte deres sko i forlængelse af hinanden. Heldig er den, hvis sko rammer dørtrinnet; hun vil blive gift først. Pigerne lægger flere sedler med mandlige fornavne under puden og næste morgen vælger de så en enkelt seddel. Det fornavn der står på sedlen er navnet på pigens kommende mand. Det er en aften med fantasi og højt humør!
Den aften kommer Sankt Nicolaus på besøg i børnehaver og i private hjem. Han har meget langt skæg og er klædt i sin røde kåbe og bispehuen og støtter sig til sin bispestok . Han bor i himlen. Børnene skriver breve til ham. Han bærer på en tung sæk, der hænger over hans skulder. Sankt Nicolaus har en usædvanlig god hukommelse; han kan huske, om et barn har været uartigt eller har været god til at spille fodbold i løbet af det sidste år. Han beder børnene om at synge en sang, om at danse lidt eller læse en lille historie, tælle til 10, osv. Efter den præstation får barnet sine gaver fra sækken. I nogle tilfælde, når Sankt Nicolaus har alt for travlt , skynder han sig og lægger pakken under puden, mens barnet sover. De mest uartige børn risikerer at få ris med en lille gren fra haven; men de får som regel deres gave bagefter. I tiden op til den 6. december sker det, at uartige børn bliver mindet om muligheden for at få ris. Men hvad enten nu Sankt Nicolaus bedre kan lide børnene i vore dage eller der rent faktisk er færre uartige børn i dag, så er det sjældent, man hører om nogen, der har fået ris.
Mens arbejdet med de traditionelle juleretter foregår i køkkenet, så dækker man bordet i stuen. Man stiller en ekstra kuvert " til en uventet gæst", for traditionen byder, at på denne aften må ingen sidde alene hjemme. Hvis en gæst banker på døren den aften, skal han føle sig velkommen. Midt på bordet stiller man oblater, som kirkebetjenten er kommet med i løbet af december måned. Ifølge skikken skal oblaterne ligge på hø for at symbolisere Jesusbarnet, der lå på hø i sin krybbe. Når det bliver mørkt, skal børnene holde øje med den første stjerne, der viser sig på himlen. Når stilheden bliver brudt af børnenes råb om, at de har set stjernen, så kan man begynde at gå til bords, men først skal man "dele oblater". Værten tager tallerkenen med oblater og giver et stykke til alle. Værten tager et stykke oblat i venstre hånd og henvender sig til den ældste i stuen. Oblatdelingen ("brydning af brødet") foregår på den måde, at enhver person, også små børn, udtaler personlige ønsker om lykke og held for enhver anden person, der er til stede. Efter at man har udtalt et ønske, brækker man et lille stykke af den andens brød (oblat) og spiser det. Først efter at denne ceremoni er afsluttet byder værtinden til bords. Den mad, der spises juleaften, er ifølge den katolske kirkes regler tilberedt uden kød. Juleaftensdag er en af de dage, hvor man faster, dvs. man må spise fisk og grøntsager, men ikke kød. Selve menuen kan variere lidt, afhængigt af i hvilket område af Polen man befinder sig. Nogen sørger stadigvæk for, at der bliver serveret 13, 9, eller 7 retter, i hvert fald et ulige antal retter. Eksempler på juleretter: sild i sur fløde eller marineret sild i olie eller fisk i gele; svampesuppe med "lazanki" (en slags pasta) eller rødbedesuppe med "små ører" dvs. små pirogger med svampefyld; stegt karpe eller en anden varm fiskeret; kogt surkål med gule ærter og tørrede svampe; kogte kartofler; kompot af tørrede frugter (svesker eller æbler); en ret, der indeholder birkes: "makówki" eller hjemmelavet pasta med birkes, honning, mandler og rosiner eller "kutia". Efter den traditionelle aftensmad synger man nogle af de kønne polske julesange; også den berømte tyske "Stille Nacht" sunget på polsk ("Cicha noc") hører med til den polske jul. Mange går i kirke til "pasterka", midnatsmesse. Alle kirker opbygger deres egne julekrybber (dvs. et lille sceneri med figurer, der forestiller Jesu fødsel i Bethlehem). I nogle hjem kan man finde gaver under juletræet, men det er ny skik, og der kommer ingen julemand. Hvis der er gaver under træet, tager børnene dem frem og giver dem til gæsterne. Allerede den aften , især på landet, kan man opleve, at der bliver banket på vinduet og man ser en stor stjerne, der lyser, mens der bliver afsunget et par julesalmer. Det er nogle unge mennesker, der går rundt til de enkelte hjem i landsbyen og opfører et lille skuespil, der fortæller om Jesus, kong Herodes, Josef og Maria. De er forklædt, så de ligner de personer, der deltager. Djævelen og Døden og en engel hører også med til spillet. Teksterne er på rim og meget underholdende. Historien slutter altid med, at den grusomme kong Herodes bliver fanget af Døden og smidt i Helvede. En anden juletradition er "koledowanie z szopka", at gå på julebesøg med en krybbe. Szopki (krybbespil) er små dukketeatre, hvor amatører opfører en forestilling med deltagelse af hellige personer, dog tit suppleret med politiske personer. Byen Kraków er meget kendt for denne tradition. Deres szopki er så kønne, at man laver udstillinger med dem. Szopki fra Kraków forestiller ikke krybber, men er miniaturer af de mange gamle kirker i byen.
Tekst: Maryla Twardowska-Spangshus
|
|
|