DE LÆSENDE

Tusmørket råder, den brændende sol udslukt;
Træernes skygger ved bredden svinder, her
Drømmer en ung mand, brændende håbefuld,
Kyssende bladet i bogen om Julia.

Milevidt borte etsteds i parken
Vandrer på stien en pige så ensomt,
Samme bog ømt til sit bryst hun just knuger,
Hviskende hengivent sødmefuldt: "Romeo!"

Selvsamme bog, samme time og længsel
Åbned i sjælene kærligheds porte;
Her blev de ét, iklædt livsvårens pragt

Opleved gensidigt omfavnet første
Rusens ekstase, dem hidindtil ukendt,
Skønt de ej kender ej ved om hinanden.

("Czytelnicy")
(Oversat fra polsk af Christian Spangshus)

SÅ MAN KAN ELSKE

Så man kan elske uvidende om det?
Efter et tilfældigt, ganske kort møde
Give hinanden et håndtryk til afsked,
Med fred i sjælene gå bort - for altid ...

Næste dag dog, ja for knap er man adskilt,
Brat til hin dag i sin tanke forvilde
Standse som foran et under, et gyldent,
Føle sit hjerte som helt - i forvisning!

Siden tilbage at vende, forgæves,
Fortiden gransker erindringens sigte,
For der at finde, hvad da var i live!

Vemodigt drysser blot det tørre, grå støv,
Som timeglassets sand, der hvisker: "For sent!"-
Ak, man kan elske uvidende om det!

("Więc można kochać" fra samlingen "Sowim piórem", 1921) (Oversat fra polsk af Christian Spangshus)