Koronowo


Rådhuset på torvet i Koronowo

Afstande i km

Nakło nad Notecią
42 km sv,
Tuchola
38 km n,
Chełmża
71 km sø,
Więcbork
44 km v,
Kamień Krajeński
48 km nv,
Złotów
76 km nv, 25 km sø, 49 km nø, 58 km nv, 68 km nv, 72 km nø, 100 km sv, 36 km nv, 52 km nø, 73 km sø

Indbyggertal

10.811 (2005)

Beliggenhed og historie

Koronowo ligger i det Kujavisk-Pommerske Amt i det nordlige Polen, ved Brda-floden, 23 km nord for Bydgoszcz. Syd og nord for byen findes flere søer, mod nord først og fremmest Jezioro Koronowskie, der gennemstrømmes af Brda-floden.

Allerede ved overgangen mellem det 7. og 8.årh. havde slaviske stammer grundlagt en befæstet bebyggelse her – på højdedraget Wzgórze Łokietka. I 1288 undertegnedes en aftale mellem biskop Wisław i Włocławek og cistercienserklosteret i Byszewo om klosterets overtagelse af landsbyen Smeysche, det nuværende Koronowo. Opførelsen af et kloster i Koronowo påbegyndtes i 1289. Byens senere navn stammer iøvrigt fra klosterets latinske navn: Corona Mariae. Byggeriet, der omfattede kloster samt kirkebygning, antages at være afsluttet i løbet af l.halvdel af det 14.årh., givetvis før 1350. Købstadrettigheder fik byen i 1368. I 1411 blev Koronowo indtaget og ødelagt af korsridderne. I perioden 1686-1706 blev byens cistercienserkloster samt klosterkirken ombygget og renoveret. Fra 1772 kom Koronowo under preussisk herredømme. Da cistercienserordenen blev ophævet i 1819, blev klosterbygningerne indrettet til fængsel. En smalsporet jernbaneforbindelse mellem Koronowo og Bydgoszcz blev åbnet i 1895. Senere, i 1909, åbnedes den normalsporede jernbanelinie til Tuchola. I forbindelse med overgivelsen af området til Polen – i henhold til beslutninger i Versailles-traktaten 1919 – indtog polske styrker under general Haller Koronowo d. 26.januar 1920. Den tyske besættelse i 1939-1945 medførte fordrivelser, bortførelser til koncentrationslejre og talrige drab på borgere i Koronowo og omegn.

Turistattraktioner

Seværdigheder:

Det tidligere Cistercienserklosters bygninger med sognekirken
Bygningerne, der udgjorde det tidligere cistercienserkloster, stammer oprindeligt fra slutningen af det 13. og begyndelsen af det 14.årh. De er flere gange blevet genopbygget efter krigene med korsridderne og med Sverige. Efter ordenens nedlæggelse i 1819 blev bygningerne omdannet til et stadigt eksisterende fængsel.
Til klosterkomplekset hører også sognekirken: Jomfru Mariæ Himmelfarts Kirke. Det er en imponerende gotisk basilika, delvis ombygget i barokstil med adskillige sidekapeller. Koret og sideskibene dækkes af gotiske hvælvinger, mens den øvrige del af kirken har barokhvælvinger. Kirken er rigt udstyret, af inventaret kan nævnes billeder af Bartłomiej Strobel, fragmenter af gotisk polykromi, de smukke korstole i barokstil, udsmykket med basrelieffer samt barokdøbefonten fra det 17.årh.
Barokpalæet og klosterbygningerne er ikke tilgængelige for offentligheden på grund af deres nuværende funktion som fængsel.


Sognekirken, den tidligere klosterkirke i Koronowo

Sankt Andreas Kirke (Kościół p.w. św.Andrzeja)
er nu filialkirke, men blev opført som sognekirke i en tidlig periode af byens historie, nemlig i årene 1382-96. Den oprindelige byggestil var gotisk. Siden er kirken blevet ombygget i renæssancetiden og barokperioden. Kirkens udstyr er fortrinsvis i barok- og rokokostil. Hovedalteret er i sen barokstil fra ca. 1740. Prædikestolen i rokokostil er fra 2.halvdel af det 18.årh.

Synagogen
Den tidligere jødiske synagoge er opført i 1856. Bygningen ejes nu af et gymnastikforbund.

Diabelski Młyn (Djævlemøllen),
en vandmølle, hvis konstruktion er et træskelet udfyldt med mursten, blev bygget i det 19.årh. ved Brda-floden.

Byen Koronowo er bl.a. rejsemål for indbyggerne i den store by, Bydgoszcz mod syd, når de tager på weekendudflugter og sommerferieture. I Koronowo findes flere feriecentre samt nærliggende badestrande. Mange vandre- og cykelruter for turister forløber gennem eller nær Koronowo.

Omegnen

Koronowo-søen
Koronowo ligger i den nordlige del af den historiske Kujawy-region, i det sydpommerske sølandskab. Mod nord og øst omgives byen af tætte skovområder. Brda-floddalen, hvor byen er beliggende, er præget af et stort antal langstrakte søer; desuden skabtes i 1956-60 en stor opstemmet sø/vandreservoir, der fik navnet Jezioro Koronowskie (eller Zalew Koronowski), lige nord for byen; denne sø har et areal på 1.560 ha og en maksimal dybde på 20 m. – Ferieområde og badestrand findes bl.a. ved Pieczyska , ved den sydlige del af søen (ca. 3 km nordøst for Koronowo’s centrum) ; her er også lystbådehavn og mulighed for at dyrke forskellige former for vandsport.

Kajaksejlads på Brda-floden
Brda har længe været anerkendt som en meget smuk kajakrute. Brda har sit udspring i det bakkede sølandskab nær byen Miastko i det centrale Pommern. Floden, der løber fra nord mod syd og ved Bydgoszcz løber ud i Wisła, er på en strækning af ca. 200 km tilgængelig for kajaksejlads. Da floden gennemløber talrige søer og får tilløb fra adskillige bifloder, kan man uden risiko sejle på den, selv under den værste sommertørke. Langs flodbredderne er der afmærkninger, der informerer de sejlende om, hvor de befinder sig og afstanden til overnatningssteder. Bifloder og alternative kajakruter er også afmærket undervejs. Flodbredderne er let tilgængelige og turistvenlige; man kan gøre ophold næsten overalt. Brda er en ideel rute for kajaksejladser i små grupper.

Landsbyen Byszewo (ca. 9 km vest for Koronowo)
De første cisterciensermunke kom til Byszewo mellem 1253 og 1256. De byggede her et kloster, der dog efter 30 år blev ødelagt af korsridderne. Kort efter flyttede ordenen til Koronowo og opførte et nyt kloster der (se ovenfor). Der opstod et kirkesogn i Byszewo, og den første sognekirke blev bygget i det 15.-16.årh. Ikke længe efter blev en ny kirke opført på samme sted, en kirke, der blev ombygget og udbygget i det 17.årh., dvs. med det udseende, som bygningen stadig har i dag.

Nowy Jasiniec (ca. 8 km nordøst for Koronowo)
Denne landsby kan fremvise ruinerne af en korsridderborg, opført i årene 1377-92. Bevaret indtil i dag er ydermuren med en tilbygning og en del af kælderen. Borgen var beliggende på grænsen mellem den polske stat og korsridderstaten og udgjorde således et strategisk punkt, hvorom der ofte kæmpedes. Efter Polens deling flyttede mange tyskere til egnen, og for at dække deres religiøse behov, blev der indrettet en evangelisk kirke i borgen. I 1846 byggede tyskerne imidlertid en ny kirke i Serock (4 km øst for Nowy Jasiniec); de fleste kirkegængere flyttede også til Serock, hvilket betød, at kirken, dvs.borgen, i Nowy Jasiniec blev forladt og med tiden gik i forfald og endte som de ruiner, der ses i dag. Vest for ruinerne findes et voldsted fra tidlig middelalder. (Se også: Korsridderborge og bispeborge i det nordlige Polen ).


Mindesmærke på torvet i anledning af 600-året (i 1968) for tildelingen af købstadrettigheder

Indkvartering

Booking.com
Koronowo (Byens officielle side på polsk, engelsk, tysk og italiensk)


Sognekirken

Andre internetsider og kilder

Koronowo (Byens officielle side på polsk, engelsk, tysk og italiensk)

Kort
Koronowo
Rating
Dette sted er særlig interessant:
Godt Skal bare opleves

Søg efter overnatning
Booking.com
Søg


This page is also available in English. Denne side og indhold er (c) Copyright 2018- www.spangshus.dk. Baseret på Inviator software af ISCA Software