- spangshus online - Turist i Polen Regioner og byer Małopolska
Krościenko nad Dunajcem


Afstande i km: Zakopane 52 sv., Bukowina Tatrzańska 44 sv., Niedzica (slovakisk grænse) 15 sv., Nowy Targ 31 v., Kraków 112 nv., Nowy Sącz 45 nø., Piwniczna 52 ø., Szczawnica 4,5 sø.
Indbyggertal: 3.521 (2003)

Krościenko kommune ligger i den sydøstlige del af regionen Małopolska, i distriktet Nowy Targ. Mod øst grænser kommunen til byen Szczawnica, mod syd og vest til kommunen Czorsztyn. Byen ligger i en malerisk bjergdal i en højde af ca. 420-500 m.o.h. mellem bjergkæderne: Pieniny, Gorce og Beskid Sądecki på det sted, hvor bjergbækken Krośniczanka løber ud i floden Dunajec.

I 1348 fik byen købstadrettigheder af Kazimierz den Store. Fra den tid stammer det nuværende gadeforløb og torvet i den lille bys centrum. Fra det 16. til det 18.årh. blomstrede den kongelige by takket være markeder, handel og håndværk. Begyndelsen af det 18.årh. var kendetegnet ved stilstand og tilbagegang for byen. Krościenko delte skæbne med mange andre polske byer, der oplevede krigstider og de ildebrande og sygdomme, der ledsagede krigene. Især en epidemi i 2.halvdel af det 17.årh. var skæbnesvanger, idet den på det nærmeste medførte affolkning af byen. Krościenko led også under kampene med kosakkerne. Erhvervslivet blev ødelagt af hyppige gennemmarscher af hære samt af pestepidemier.
I første halvdel af det 19.årh. forsøgte byens ejere, familien Gross, at skabe et kursted her ved at udnytte de blandt lokalbefolkningen velkendte, smagsmæssige og lægende egenskaber af vandet fra de nærliggende kilder. Imidlertid betød den begrænsede mængde kildevand på stedet samt den korte afstand til Szczawnica med sine mineralvandskilder, at en udvikling af Krościenko til kursted ikke var mulig. Først i det 20.årh. fik byen betydning som feriested.
I 1932 oprettes her det administrative sæde for Pieniny Nationalpark.
Under 2.verdenskrig ydede den lokale bjergbefolkning allerede fra krigens første dage modstand mod Hitlers styrker. Herfra førte kurérstier gennem bjergene til Ungarn.

Et udbredt erhverv blandt indbyggerne i Krościenko er tømmerflådning. Gennem mange generationer har man fragtet træ og andre varer på tømmerflåder ad Dunajec og Wisła helt op til Gdańsk. Dette erhverv var bestemt hverken let eller sikkert. Flådningen af træ fra Pieniny blev begrænset ved oprettelsen af Pieniny Nationalpark og bygningen af dæmninger ved Rożnów og Czchów (nord for Nowy Sącz) umuliggjorde flådningen længere nordpå. De lokale tømmerflådningstraditioner medførte imidlertid, at man begyndte at tjene penge ved at sejle feriegæster på tømmerflåder ad Dunajec, hvor floden malerisk baner sig vej i en kløft mellem stejle klipper.

Et vigtigt element i kommunens naturlige miljø er mineralvandskilderne i Zawodzie, dvs. på Dunajec's højre bred; kilderne bærer navnene Stefan, Michalina og Maria og vandet er virksomt lægende ved lidelser i åndedrætsorganerne, lungerne og fordøjelsessystemet.


Turistattraktioner

Torvet
med den gamle og fredede byggestruktur således borgerhuse fra det 19.årh. i den sydlige del.

Ul.Zdrojowa
I ul.Zdrojowa (på den anden side af Dunajec) er der bevaret flere ældre bygninger af feriehuskarakter.

Kapeller:
Interessante er kapellerne bygget til "afvending af pesten": Sankt Roch-kapellet (fra 1710) ved ul.Zdrojowa samt Sankt Kinga-kapellet ved ul. Św.Kingi (bygget i 1860).

Allehelgenskirken,
en muret kirke med gotiske elementer, der er bevaret trods flere ombygninger. I kirken findes gamle vægmalerier; de ældste, der kan ses i koret, stammer fra det 14. og 15.årh. På kirkeskibets nordvæg findes et maleri fra 1589, der forestiller Kristi liv. Blandt det værdifulde inventar iøvrigt nævnes: døbefonten med ørnesymbolet og årstallet 1493 - en gave fra kong Jan Olbracht, skulpturer af helgenerne Peter og Paul fra det 18.årh., et billede af gudsmoder med barnet på hovedalteret.

Tømmerflådesejlads:
Her i Krościenko er endestationen for sejladsen på tømmerflåde ad Dunajec-gennemskæringen (Przełom Dunajca), den bjergkløft, som floden strømmer igennem. Rutens længde fra Sromowce-Kąty udgør ca. 23 km og sejltiden er ca. 2 timer 45 min.

Cykelturisme / Cykelstier:
Flg. cykelstier tager deres udgangspunkt i Krościenko:
1. Krościenko -1 t. - Tylmanowa - 1 t. 45 min. - Ochotnica Dln. - 50 min. - Ochotnica Górna
2. Krościenko - 30 min. - Szczawnica - 1 t. - Szlachtowa - 45 min. - Jaworki - 1 t. 45 min. - Biała Woda
3. Krościenko - 45 min. - Kras - 30 min. - Szczawnica
4. Krościenko - 30 min. - Szczawnica - 1 t. 15 min. - Sewerynówka
5. Krościenko - 1 t. 30 min. - Dzwonkówka - 3 t. - Przechyba - 1 t. 30 min. - Radziejowa - 2 t. - Jaworki
6. Krościenko - 45 min. - Dziadowe Kąty - 30 min. - Grywałd
7. Krościenko - 1 t. - Krośnica - 1 t. - Czorsztyn - 40 min.
8. Krościenko - 1 t. - Krośnica - 1 t. - Grænsen - 1 t. - Czerwony Klasztor
9. Krościenko - 1 t. - Krośnica - 1 t. 45 min. - Sromowce Niżne
10. Krościenko - 4 t. - Grywałd - 1 t. - Haluszowa - 1 t. 30 min. - Niedzica
11. Krościenko - 4 t. - Lubań - 1 t. 45 min. - Ochotnica Dln.
12. Krościenko - 4 t. - Lubań - 1 t. - Krośnica
13. Krościenko - 1 t. - Niwki - 20 min. - Dziadowe Kąty


Omegnen

Pieniny-bjergene
Pieniny Nationalpark


Indkvartering:

Wasza reklama
Deres reklame

Andre links til indkvartering:
Baza noclegowa
Noclegi


Spisesteder:
Gastronomia
Gastronomia


Andre sider om Krościenko:
Krościenko. Serwis internetowy
(Byens officielle side)
Gmina Krościenko
Krościenko
(tysk)
Distriktet:
Powiat Nowotarski

Retur til: Małopolska

Copyright © 1997 Twardowska & Spangshus