- spangshus online - Turist i Polen Mazury
Szczytno


Afstande i km: Nidzica 51 sv, Olsztynek 61 v, Ostróda 92 nv, Olsztyn 47 nv, Biskupiec 38 n, Mrągowo 50 nø, Mikołajki 70 nø, Ostrołęka 75 sø, Pisz 67 ø.
Indbyggertal: ca. 27.300 (2001)

Beliggenhed og historie

Szczytno ligger i Mazury (Masurien) i det nordøstlige Polen, 47 km sydøst for regionshovedstaden Olsztyn. Byen er beliggende på grænsen mellem sølandskaberne Olsztyn (mod vest/nordvest) og Mrągowo (mod nordøst). Omegnen er således rig på såvel mindre som større søer samt skove. 47 % af den omgivende landkommunes areal består af skov, 40 % af landbrugsjord.
Før det 13.årh. fandtes på stedet en boplads, befolket især af biavlere, der her i den masuriske urskov udførte deres gamle og traditionsrige erhverv. Mellem 1260 og 1266 byggede korsridderne en borg i træ på dette sted; den blev dog nedbrændt i 1370 af litauere. Herefter opførte korsridderne en ny, muret borg på halvøen mellem de to søer og udbyggede den efterhånden til en stærk fæstning, omgivet af volde og voldgrave.
Navnene på de to søer var på latin: "Sciten Minor" og "Sciten Maior". Navnet på den komtur under korsridderordenen, der grundlagde borgen, var Ortolf af Trewir. Efter ham fik borgen og byen navnet Ortolfsburg, senere ændret til Ortelsburg. Den slaviske befolkning i omegnen kaldte imidlertid stedet for Szczytno, afledt af førnævnte navn på søerne.
Szczytno blev erobret to gange af polakkerne: i 1410 og under 13-årskrigen (1454-1466). Efter 1466 hørte Szczytno under Ordensstaten, efter 1525 under Hertugdømmet Preussen. Rundt om borgen udviklede der sig et bysamfund, der hovedsagelig blev befolket af bosættere fra Mazowsze. I begyndelsen af det 17.årh. fik byen ret til brygning af øl. Fra 1616 betegnes Szczytno som en by. Egentlige købstadrettigheder fik byen i 1723. Szczytno var center for polsk-nationale bevægelser; der opstod adskillige polske organisationer, aviser og tidsskrifter. Szczytno, der blev ødelagt i betydelig grad under de to verdenskrige, blev polsk igen i 1945. Byens erhvervsvirksomheder omfatter bl.a. hørskætteri, tekstilindustri, træindustri og fødevareindustri.
Bl.a. for at fremme turismen blev der i 1996 bygget en lufthavn: Szczytno-Szymany (ejet af firmaet: Porty Lotnicze Mazury-Szczytno), der ligger 10 km syd for Szczytno's centrum (ved landsbyen Szymany) og 58 km fra regionscentret Olsztyn. Det er den eneste lufthavn med passagertrafik i denne del af Polen, og der er herfra regelmæssige forbindelser til Vesteuropa.


Turistattraktioner

Korsridderborgen:
Der er kun ruiner tilbage af korsridderborgen fra det 14.årh. I det 15. og 16. årh. var borgen flere gange genstand for kampe mellem korsriddere og polakker. Efter en ombygning i 1579-81 blev borgen fortrinsvis anvendt som jagtresidens for preussiske fyrster. I 1656 - under et tatarisk angreb - anvendtes borgen for sidste gang til forsvarsformål. Mod slutningen af det 18.årh. ophørte borgens officielle funktioner; bygningerne forfaldt mere og mere og en del blev revet ned. I 1925 oprettedes et regionalmuseum: Heimatmuseum Kreis Ortelsburg i bygningerne. Senere, lige efter 2.verdenskrig, oprettedes samme sted Det Masuriske Museum, der blev opbygget over det tyske museums samlinger. Efter flere forgæves forsøg på at genopbygge borgen som helhed, blev den bevaret som ruin. Den vestlige side af ruinerne støder op til det nuværende rådhus, der således er bygget på borgens grund.

Rådhuset:
Den nuværende rådhusbygning blev opført mellem 1936 og 1937, tegnet af arkitekt Kurt Frick fra Königsberg, på dele af borgens ruiner. Bygningen har en firesidet grundplan med en indre gård og et 46 meter højt tårn i det sydøstlige hjørne. Byens myndigheder havde besluttet, at bygningens arkitektur dels skulle opfylde de moderne krav, dels afspejle byggestedets historiske traditioner. En skulptur af den store, polske digter Henryk Sienkiewicz står ved indgangen til rådhusgården. I Sienkiewicz' roman "Korsridderne" er Szczytno beskrevet som sæde for korsridderkomturen.

Det Masuriske Museum
Siden 1948 har museet været beliggende i rådhusets østlige og sydlige fløj. Samlingerne omfatter over 4000 genstande inden for arkæologi, historie, kunsthåndværk, militærteknik, møntvæsen, etnografi og dyreliv fra den sydlige del af regionen Mazury (Masurien). Den store etnografiske afdeling beskriver den masuriske, folkelige kultur. Interessant er bl.a. samlingen af masuriske ovnkakler og keramik.

Den Evangelisk-Augsburgske Kirke:
Denne byens ældste kirke findes i Warszawska-gaden. En trækirke fandtes på stedet i det 15.årh. Efter 1525 blev kirken brugt både af protestanter og katolikker. Efter flere brande opførtes i 1717-19 en stenkirke i barokstil.

Den Masuriske Hytte (Chata Mazurska):
Denne bemærkelsesværdige træbygning på Maria Konopnicka-gaden stammer fra det 19.årh. og er et smukt eksempel på gammel, lokal byggestil. Selskabet af Szczytno's Venner har til huse her, og i bygningen findes en interessant udstilling af gamle husholdnings- og landbrugsredskaber.


Indkvartering:

I skovene omkring byen er adskillige sommerhuse og pensionater malerisk beliggende ved søerne Domowe Duże og Domowe Małe.

Wasza reklama
Deres reklame

Andre links til indkvartering:

Accommodation
Hotele
(Hoteller)
Pensjonaty
(Pensionater)
Hotels. Boarding houses. Agrotourism. Road houses.
Holiday centers. Rooms. Bungalows. Hostels. Tent fields

Baza turystyczno-rekreacyjna
(Hoteller, pensionater m.v.)

Spisesteder:

Restaurants, Pubs and Nightlife
Restauracje
(Restauranter)
Dyskoteki, puby
(Pubs og diskoteker)


Andre sider om Szczytno:

Urząd Miejski w Szczytnie
(Byens officielle side, på polsk, engelsk og tysk)
Miasto Szczytno
The Local Tourist Organization of Szczytno District
Fotogalleri
Szczytno. Baza informacji lokalnej
Gmina Szczytno
(Landkommunen Szczytno's officielle side)


Retur til: Mazury


Twardowska & Spangshus