- spangshus online - Turist i Polen Regioner og byer Mazowsze
Warszawa
- Side 5 -
Indholdsfortegnelse for Warszawa: Side 1-5
1: Beliggenhed. - Historie.
2: Turistattraktioner: Centrum. Omkring Det Store Teater. Omkring Bankpladsen. Omkring Krasiński-pladsen. Muranów. Powiśle.
3: Den Gamle By. Slotspladsen. Mariensztat. Den Nye By.
4: Kongeruten: Krakowskie Przedmieście.
5: Kongeruten: Nowy Świat. Trekorspladsen. Aleje Ujazdowskie.
Indholdsfortegnelse for Warszawa: Side 6-9
6: Wola. Żoliborz. Praga. Mokotów. Wilanów. Broerne.
7: Omegnen: Niepokalanów. Żelazowa Wola. Modlin. Liw. Konstancin.
8: Góra Kalwaria. Czersk. Nieborów.
9: Kampinos Nationalpark. Zegrze-søen. - Indkvartering. - Andre sider.

Nowy Świat:

Gaden Nowy Świat danner en forlængelse af Krakowskie Przedmieście og fører frem til Plac Trzech Krzyży (Trekorspladsen).
Under den sidste krig blev bygningerne i gaden næsten helt ødelagt. Efter krigen blev nogle af de oprindelige husfacader genskabt, mens andre huse blev opført som rene nybygninger. Gaden er nu, som den har været siden 2.halvdel af det 19.årh., en gade med talrige butikker og caféer. En væsentlig indskrænkning af den kørende trafik, en stilfuld belysning og blomsterudsmykning giver gaden karakter af gågade. I nr. 35 finder man det gamle, familieejede konditori "Blikle", der er kendt for sine velsmagende kager, specielt "pączki".


Nowy Świat set mod syd

Ostrogski-palæet, der rummer Chopin-Selskabet, ligger på gaden Okólnik nr. 1, hvortil man går fra Nowy Świat ad Ordynacka-gaden. Det er et barokslot fra slutningen af det 17.årh., tegnet af Tylman van Gameren. Palæet blev genopbygget efter krigen i 1954 og fra 1955 har bygningen været sæde for Chopin-Selskabet. Dette selskab arrangerer de Internationale Chopin-Konkurrencer for Piano. Konkurrencerne har siden 1927 været afholdt hvert femte år. Siden 1999 afholdes også en International Chopin-Festival. Koncerterne finder sted i sommersæsonen i nogle af de smukkeste koncertsale i Warszawa: Ostrogski-palæet, Kongeslottet, Łazienki: Stanisław-Teatret (Teatr Stanisławowski).

Lige efter rundkørslen, hvor Nowy Świat krydser Aleje Jerozolimskie, ligger på venstre side en bygning, der tidligere var sæde for de øverste partimyndigheder i det kommunistiske Polen, men som nu rummer et bank- og finanscenter. Bygningen, der har en indre gård, blev bygget i årene 1948-51.


Parti fra Nowy Świat

Plac Trzech Krzyży:

Midt på Trekorspladsen (Plac Trzech Krzyży) står Sankt Aleksanders Kirke, der er bygget i 1818-1825. Bygningens arkitekt var P.Ch.Aigner og forbilledet er Panteon i Rom. Kirken blev opført på befaling af den russiske tsar Aleksander I.

Aleje Ujazdowskie:

Ujazdów Allé (Aleje Ujazdowskie) blev anlagt i det 18.årh. og fra midten af det 19.årh. begyndte aristokratiet og det velhavende borgerskab at bygge paladser, villaer og andre huse her. Byggerierne blev ledet af kendte arkitekter, såsom W.Marconi, J.Pius-Dziekoński, H.Marconi, F.M. Lanci, L.Marconi, J.Huss og A.Corazzi. Under besættelsen i 2.verdenskrig indgik alléen i den tyske zone, hvorfor alle polakker blev forflyttet herfra. I dag har udenlandske ambassader til huse i de fleste af gadens paladser og villaer.

Park Ujazdowski. Denne park, der ligger mellem Piękna-gaden og Trasa Łazienkowska, opstod ved slutningen af det 19.årh. I parken findes en statue af den berømte pianist og politiker, Ignacy Paderewski, skabt af M.Kamieński.


Aleje Ujazdowskie set mod nord fra Plac Na Rozdrożu (th. Park Ujazdowski)

Ujazdów-borgen (Zamek Ujazdowski) står omgivet af træer bag caféen "Na rozdrożu". Her fandtes i middelalderen de masoviske fyrsters fæstning. Under kong Zygmunt Waza og hans søn, Władysław IV, opførtes en stenmuret borg. Under Warszawa-opstanden i 2.verdenskrig nedbrændte borgen fuldstændigt. Genopbygningen varede mange år. Bygningen rummer nu Centret for Moderne Kunst.

Botanisk Have (Ogród Botaniczny) blev grundlagt i 1818 af professor ved Warszawa Universitet, M.Szubert. På sit beskedne areal rummer haven ca. 1000 arter og varianter af træer og buske samt ca. 6000 urteagtige planter.
Ved indgangen til haven står universitetets Astronomiske Observatorium, bygget 1819-1825.
På den modsatte side af gaden står et monumentalt bygningsværk fra år 1900, der er sæde for Ministerrådet.


Udsigt fra Plac Na Rozdrożu (lige nord for Botanisk Have) langs Trasa Łazienkowska (Aleje Armii Ludowej) i østlig retning

Łazienki
er et bygnings- og parkanlæg, grundlagt af kong Stanisław August i årene 1766-1795. Siden 1918 har Łazienki været den polske stats ejendom.
I den 76 ha store park indtager Pałac na Wodzie (Slottet på Vandet) den centrale plads. Slottet, der er tegnet af D.Merlini, var tidligere et badehus, på polsk: "łaźnia", hvoraf navnet på hele komplekset.


Pałac na Wodzie (Foto: Jakob Hoffmann)

Slottets indre er i klassicistisk stil, bortset fra forhallen, baderummene, Bacchus-værelset og rotunden, der udgør de tilbageværende dele af det barokke badehus. I slottet fremvises de bevarede kunstværker, som især er dem, der var ejet af kong Stanisław August. Under den sidste krig bortførte tyskerne alle samlinger fra slottet og satte ild på det, således at bygningens indre brændte. Der blev boret huller i murene til anbringelse af dynamit, men heldigvis blev slottet ikke sprængt i luften. Efter afslutningen af rekonstruktionen af slottets indre i 1960 blev det gjort tilgængeligt for offentligheden.

I parken findes "Wodozbiór", et vandreservoir, hvorom der er bygget en rotunde i klassicistisk stil. - I det Gamle Orangeri (Stara Pomarańczarnia) et ét af de få europæiske teatre fra det 18.årh. bevaret. - Det Hvide Hus (Biały Dom) er en smuk bygning i barok og klassicistisk stil fra 1774-76. - Stara Kordegarda blev opført ved bredden af den nordlige dam i 1791-92. Facaden er smykket med søjler. Bygningen anvendes p.t. til udstillinger. - Nowa Kordegarda ligger tæt vest for slottet. Bygningen, der sandsynligvis er skabt af D.Merlini, rummer nu en café. - Nord for slottet står statuen af kong Jan III Sobieski, udført af den kongelige billedhugger, Franciszek Pinck i 1788. - Pałac Myślewicki blev opført i tre etaper fra 1775 til midten af 1780'erne. Her boede en brodersøn af kong Stanisław Poniatowski, prins Józef Poniatowski, der er afbildet på en rytterstatue af Bertel Thorvaldsen.


Pałac Myślewicki (Foto: Jakob Hoffmann)

Fra den sydlige terrasse ved Slottet på Vandet kan man se Amfiteatret, hvis scene ligger på en ø med faste dekorationer bestående af kunstige, antikke ruiner.


Amfiteatrets scene (Foto: Jakob Hoffmann)

I parkens sydlige del finder man det Nye Orangeri (Nowa Pomarańczarnia).


Nowa Pomarańczarnia (Foto: Jakob Hoffmann)

Når man går videre herfra ad alléen kommer man til Fryderyk Chopin-monumentet. Dette kunstværk af Wacław Szymanowski blev afsløret i 1926; det står på bredden af et vandbassin og forestiller komponisten siddende under et (masovisk) piletræ, hvor han søger inspiration i naturen. Under den tyske besættelse i 2.verdenskrig blev monumentet ødelagt. Det blev rekonstrueret efter krigen og kom i 1958 tilbage til sin oprindelige plads. I sommersæsonen afholdes der hver søndag gratis Chopin-koncerter ved monumentet.


Monumentet for komponisten Fryderyk Chopin

Monumentet for forfatteren Henryk Sienkiewicz (Nobelpris 1905) i Łazienki-parken er skabt af billedhuggeren Gustaw Zemła og afsløret 5.maj 2000.


Monumentet for forfatteren Henryk Sienkiewicz

Belweder. På vej til det førnævnte Chopin-monument i Łazienki-parken har man udsigt til palæet Belweder, et slot i klassicistisk stil, opført i 1818-22 som en ombygning af en tidligere kongelig porcelænsfabrik. Slottet blev residens for den russiske tsars statholder i Polen, storfyrst Konstantin. Belweder var hovedkvarter for feltmarskal og statschef Józef Piłsudski 1918-1922 samt 1926-1935 residens for Piłsudski. 1990-1995 var palæet residens for præsident Lech Wałęsa. Det er nu museum for Józef Piłsudski. Hovedindgangen befinder sig ved Aleje Ujazdowskie.


Belweder - set fra parken (Foto: Jakob Hoffmann)



Łazienki-parken med Chopin-monumentet

Indholdsfortegnelse for Warszawa: Side 1-5
1: Beliggenhed. - Historie.
2: Turistattraktioner: Centrum. Omkring Det Store Teater. Omkring Bankpladsen. Omkring Krasiński-pladsen. Muranów. Powiśle.
3: Den Gamle By. Slotspladsen. Mariensztat. Den Nye By.
4: Kongeruten: Krakowskie Przedmieście.
5: Kongeruten: Nowy Świat. Trekorspladsen. Aleje Ujazdowskie.
Indholdsfortegnelse for Warszawa: Side 6-9
6: Wola. Żoliborz. Praga. Mokotów. Wilanów. Broerne.
7: Omegnen: Niepokalanów. Żelazowa Wola. Modlin. Liw. Konstancin.
8: Góra Kalwaria. Czersk. Nieborów.
9: Kampinos Nationalpark. Zegrze-søen. - Indkvartering. - Andre sider.

Forrige side - Warszawa - Næste side

Retur til: Mazowsze
Copyright © 1997 Twardowska & Spangshus