- spangshus online - Turist i Polen Regioner og byer Schlesien
Zgorzelec


Afstande i km: Görlitz (Tyskland) 0 v, Żary 75 n, Bolesławiec 52 nø, Legnica 92 nø, Wrocław 167 ø, Lubań 22 sø, Jelenia Góra 67 sø, Wałbrzych 130 sø,
Indbyggertal: 31.280 (2016)

Beliggenhed og historie:

Zgorzelec ligger i det sydvestlige hjørne af Polen, på østbredden af floden Nysa Łużycka og dermed ved grænsen til Tyskland.

Oder-Neisse-linien:
Ved Potsdam-konferencen i 1945 efter afslutningen af 2.verdenskrig vedtog de allierede magter, at den fremtidige grænse mellem Tyskland og Polen skulle forløbe langs floderne Odra og Nysa (Oder-Neisse-linien). Denne grænsedragning blev godkendt af DDR i 1950, af Vesttyskland (med forbehold) i 1970 og af det forenede Tyskland i 1992. Floden Nysa Łużycka (tysk: Lausitzer Neisse eller bare Neisse) udspringer i Tjekkiet. Fra det sted, hvor Tjekkiets, Tysklands og Polens grænser støder sammen, og nordpå danner Nysa-floden grænse mellem Tyskland og Polen. Nysa har sit udløb i Odra (Oder). Fra dette sammenløb og nordpå dannes grænsen af Odra. Nord for Schwedt/Oder (Tyskland) deler Odra sig i to grene, en vestlig og en østlig gren. Herfra følger grænsen den vestlige gren. Nordvest for Gryfino går denne gren (også) mod nordøst til Szczecin, mens grænsen bliver adskilt fra floden og bevæger sig i en mere direkte nordlig linie, indtil den når Østersøen vest for Świnoujście. Denne grænsedragning har betydet, at flere byer langs de to floder er blevet delt i 2, en tysk på den vestlige bred og en polsk på den østlige bred. Dette gælder Frankfurt/Słubice, Guben/Gubin og Görlitz/Zgorzelec.

Zgorzelec og Görlitz har derfor en fælles historie før 1945 under navnet Görlitz. Det tyske navn er iøvrigt af slavisk oprindelse, en germanisering af et tidligere slavisk navn.
Den historiske region, hvor Görlitz/Zgorzelec er beliggende, hedder på tysk Lausitz (polsk: Łużyce) og deles i øvre Lausitz (ty. Oberlausitz, øvresorb. Hornja Łużica, pol. Łużyce Górne) mod syd og Nedre Lausitz (ty. Niederlausitz, nedersorb.Dolna Łużyca, pol. Dolne Łużyce) mod nord. Denne region har siden det 6.årh. været beboet af et vestslavisk folk, sorberne. Deres sprog deles i øvresorbisk og nedersorbisk. I dag er der kun et lille mindretal tilbage, men sproget og kulturen findes stadig. Det folk, der taler nedersorbisk, er iøvrigt de sidste rester af det folk, der kendes fra danmarkshistorien som venderne.

Görlitz (øvresorbisk: Zhorjelc, polsk: Zgorzelec) er kendt under forskellige navne gennem tiderne. Den første skrevne omtale af byen (på latin i 1071) anvender navnet Villa Goreliz. Siden er følgende navne brugt gennem århundrederne: Yzcorelik, Gorliz, Goerlitz, Gorlicz, Gorlicze, Gorlitzsch, Gorlytz, Gorlicium. Herefter Görlitz. Indtil 1946 kaldtes bydelen på østbredden for Ost-Görlitz. Fra polsk side kaldtes den polske by på østbredden Zgorzelice fra 1945-1946. Fra 1946 er navnet Zgorzelec. I denne beskrivelse vil den samlede by blive kaldt Görlitz indtil 1945, herefter vil beskrivelsen gælde den polske by, Zgorzelec.
Meget tidligt i historisk tid var området beboet af flere vestslaviske stammer, der omtales i midten af det 9.årh. Mellem 871 og 894 var området en del af det Stormähriske Rige (Veľká Morava), et stort centraleuropæisk rige med centrum i det nuværende Tjekkiet og Slovakiet, der eksisterede fra 833 til ca. 907. Ved overgangen mellem det 10. og 11.årh. blev sorbernes fæstning og dele af det senere Lausitz erobret og indlemmet i Polen af fyrste (senere konge) Bolesław Chrobry. Som ovenfor nævnt omtales Görlitz første gang i kilderne i 1071, nemlig i et dokument udstedt af kejser Heinrich IV. I 1076 blev bebyggelsen samt den østlige del af øvre Lausitz indlemmet i Tjekkiet. Den tjekkiske fyrste Soběslav I lod i 1131 en borg opføre ved Nysa-floden.
Stor betydning for byens udvikling havde dens beliggenhed på et sted, hvor to vigtige handelsveje i datidens Europa krydsedes. I det 12.årh. opstod en handelsplads på flodens venstre bred; her byggedes også en kirke, indviet til Sankt Nikolaj. I gammel tid var der ikke nogen bro over Nysa, men der var et vadested, der lå lidt nord for den nuværende Wrocław-gade i Zgorzelec. Omkring 1220 var Görlitz blevet til en egentlig by. Ved slutningen af det 13.årh. var Görlitz (men kun den ældste bydel på vestbredden) omgivet af en bymur. I 1303 fik byen købstadrettigheder. Omkring 1329 fik Görlitz sit eget retsvæsen. ret til at slå mønt og ret til lagring af salt.
Ved Prager-freden i 1635 blev Görlitz sammen med resten af øvre Lausitz indlemmet i kurfyrstendømmet Sachsen. I 1815 bliver Görlitz preussisk og indgår i provinsen Schlesien. Den første klædefabrik oprettes i 1816. I 1847 får byen forbindelse til det sachsiske og preussiske jernbanenet. I 1869 startedes Görlitz Aktiebryggeri. Indbyggertallet er omkring 1900 steget til 81.000. Et nyt kommunalt sygehus åbnes i 1905. I 1925 indvies en flyveplads ved Görlitz. Efter 2.verdenskrig i 1945 deles byen i en tysk og en polsk del - adskilt af floden Neisse (Nysa).

Under 2.verdenskrig 1939-1945 var der i den østlige del af Görlitz (Zgorzelec) en krigsfangelejr for officerer og menige af forskellig nationalitet (Stalag VIII A). Ca. 100.000 fanger opholdt sig i løbet af krigen i denne lejr. Flere tusinde omkom her, især sovjetiske og italienske fanger. I april 1945 var der forbitrede kampe nær Zgorzelec. Afdelinger af SS sprængte alle broer over Nysa i luften. Da den nye landegrænse efter krigen blev fastlagt til at forløbe langs Nysa og Odra, blev de tyske indbyggere i den nu polske bydel udvist til Tyskland. Den 6.juli 1950 blev den nye grænsedragning anerkendt ved en overenskomst (i Zgorzelec) mellem DDR og Polen (kaldet Zgorzelec-overenskomsten). Efter 2.verdenskrig bosatte et stort antal græske og makedonske flygtninge sig i Zgorzelec, herunder personer, der flygtede fra den græske borgerkrig. I begyndelsen af 1960'erne opdagede man et stort brunkulsleje nær Zgorzelec, hvor man få år efter begyndte af udvinde brunkul.


Turistattraktioner:

Seværdigheder i udvalg:

Slottet i Zgorzelec
bygget i 1730.

Det Kommunale Kulturhus
opført i tysk neobarok. Anvendes ofte ved teateropførelser i byen. I denne bygning blev Zgorzelec-overenskomsten mellem DDR og PRL undertegnet i 1950.

Museet
Muzeum Łużyckie (Lausitzer Museum) blev åbnet 2007 og viser historien og kulturen i den del af øvre Lausitz, der ligger på den østre side af Nysa.

Johannes Døberens Kirke
opført efter år 1900.

Mindesmærke for de omkomne i krigsfangelejren Stalag VIII A

Krigskirkegård
for de omkomne fra den polske 2.arme.

Parker
Der er flere parker i byen. De to største er Park im. Andrzeja Błachańca ved kulturhuset og Park Ujazdowski. De to parker er forbundet ved en fodsti, der går langs floden og under viadukten.

Most Staromiejski / Altstadtbrücke
Broen forbinder de to byer (tidl. bydele) på hver sin side af Nysa. På dette sted har der i mange år været en broforbindelse (den ældste broforbindelse mellem bydelene). I maj 1945 blev broen sprængt i luften. Den nuværende bro er typemæssigt en buebro med stålkonstruktion. Broen blev åbnet som en fodgængerbro i oktober 2004.

Most Jana Pawła II / Reichenbergerbrücke
Syd for Most Staromiejski findes Most Jana Pawła II, bygget i granit i 1875. Broen blev i maj 1945 - i lighed med andre broer i byen - sprængt af tyske styrker. Efter 1945 var den genopbyggede bro grænseovergang mellem DDR og Polen. Broen hviler på 4 piller, hvoraf de to står i vandet.

Jernbanebroen
Sydligst står jernbanebroen. Den blev opført i 1847 og er en buebro af sten (granit). Længden er 475 m. med 30 brofag. Den blev genopført efter krigens ødelæggelser og stod færdig i 1954.



Omegnen:

Görlitz
Det er næsten nødvendigt for turisten med en udflugt til den tyske by, Görlitz, på den anden side af floden. Her findes den smukke gamle bydel, hvis historie er fælles for de to bydele.

Floden Nysa Łużycka
(se ovenfor under "Beliggenhed")

Vejforbindelser
Umiddelbart nord for Zgorzelec krydser motorvejen A4 (E40) grænsen til Tyskland.


Indkvartering:

Wasza reklama
Deres reklame


Andre sider om Zgorzelec:

Zgorzelec


Retur til: Schlesien
Copyright © 2016 Spangshus