- spangshus online - Turist i Polen Nationalparker Mazowsze
Kampinos Nationalpark

Parkens beliggenhed og oprettelse:
Kampinos-urskoven (Puszcza Kampinoska) med Kampinos Nationalpark (Kampinoski Park Narodowy) ligger tæt nordvest for Warszawa.
Når vinden kommer fra vest, statistisk set ca. hver 3.dag, blæser der frisk luft fra Kampinos-urskoven ind over byen; derfor kaldes skoven også for "Warszawa's grønne lunger".
Ideen om anlæggelsen af parken opstod i 1920'erne. I 1930'erne opstod de første reservater i Kampinos-urskoven (Granica, Sieraków, Zamczysko), der nu er fredede områder under Kampinos Nationalpark og dækker et væsentligt større areal. Reelt blev Kampinos Nationalpark anlagt i 1959. Blandt dem, der bidrog til oprettelsen, må først og fremmest nævnes Roman og Jadwiga Kobendza, som i 1930'erne - på Kampinos-urskovens område - gennemførte omfattende studier af floristisk-fytosociologisk (R.Kobendza) og geomorfologisk-geologisk karakter (J.Kobendza). Parkens nuværende areal udgør 38,5 tusinde hektar. Underlagt streng fredning er 4.638 ha. (22 forskellige områder). Man indførte i 1977 en beskyttelseszone omkring parken på 37.756 ha. Over 70 % af parken er dækket af skov. Den primære skovdannende art er fyr og den dominerende biotop er nåletræsskov. I parkens landskab, der er usædvanligt varieret, dominerer to elementer, der står i kontrast til hinanden, nemlig klitter og sumpe.

Klitterne
er det vigtigste element i udformningen af urskoven. De optræder i to former: klitbuer og klitvolde. Hyppigst forekommende er klitbuerne med front mod øst og arme, der strækker sig i vestlig og nordvestlig retning.

Sumpområderne
opstod i fortiden i grene af Wisła-floden, der med tiden blev afskåret fra det centrale flodleje. I det stillestående vand blev organisk materiale bundfældet; gennem denne proces hæver bunden sig, således at vanddybden bliver stadig mindre. Den fugtige og frugtbare jordbund beherskedes af siv- og sumpplanter. Af de døde plantedele dannedes i tidens løb tørvelag, således at der opstod lave tørvemoser. Senere blev en del af disse domineret af træbevoksning: sumpskove af el og birk, mens andre forblev ubevoksede. De oprindelige naturforhold blev først forstyrret i løbet af de sidste to hundrede år, nemlig af mennesket gennem udtørring og omlægning af sumpene til enge og græsgange.
Størst indflydelse på udformningen af landskabet i Kampinos-urskoven havde den sidste indlandsis. Sænkningen af vandstanden og gentagne ændringer af flodernes løb betød, at øer og sandede områder dukkede op; sandet blev i tidernes løb formet af vinden og dannede de klitter, vi kender i dag.

Ejerforhold, udnyttelse og bosættelse gennem tiderne:
Indtil det 15.årh. ejedes Kampinos-urskoven af de masoviske fyrster. I 1467 blev den lagt ind under kronen. På det pågældende tidspunkt blev de jordejendomme, hvorunder dele af skoven hørte, taget i pant mod en pengeydelse. I 1590 blev kronens jordområder opdelt i hoffets godser, hvorfra indtægterne gik til selve kongehoffet, og de kongelige godser, hvis indtægter gik til statskassen. Urskoven og Kampinos-ejendommene hørte herefter under de kongelige godser. Disse områder blev nu overdraget til forpagtere, og kontrollen hermed havde Sejm. Fremtrædende borgere i den polske stat ansøgte om at få status som forpagtere af skovejendommene. En grund til denne interesse var områdets naturlige rigdom på træ og muligheden for let at transportere træet på Wisła-floden. I skoven voksede de eneste fyrretræer i Mazowsze, de såkaldte mastetræer. De var så høje og lige, at opkøbere, tømrere og bådebyggere kom rejsende hertil helt fra Gdańsk. Den stigende efterspørgsel efter træ betød en voksende udnyttelse af skoven. I 1730'erne opstod der i området en ny bebyggelse, den såkaldte skurby. Navnet skyldes de provisoriske skure eller hytter, som nybyggerne midlertidigt boede i, mens de fældede træerne. De områder, der beboedes af "skurboerne" (budnicy), var begyndelsen til senere landsbyer og marker på de steder, hvor træerne var blevet fældet. Særligt interessant er historien om den hollandske bosættelse i Kampinos-urskoven. I århundreder havde man haft kendskab til dette folks evne til omgås det våde element og til at drage nytte af denne evne. "Olendrzy" - for sådan blev de kaldt af den lokale befolkning - bosatte sig under den såkaldte "hollandske ret". Denne fastslog, at disse nybyggere var frie mennesker. Der eksisterer i dag stadig spor af de forbedringer, som "Olendrzy" gennemførte, og som er blevet et bestandigt element af Kampinos-landskabet ved Wisła. Det er bl.a.: forhøjninger (naturlige eller kunstige) i terrænet, hvorpå man byggede sine huse, for derved at beskytte dem mod at blive ødelagt af vand ved oversvømmelser; det er også markskel, beplantet med pile- og poppeltræer: under oversvømmelser afmærkede træerne nybyggernes marker ligesom bøjer på havet; endvidere vidjehegn, opstillet mellem træerne for at hæmme vandets kraft ved oversvømmelser og for at holde på det frugtbare dynd, når vandet faldt.

Plantevækst:
I nationalparken dominerer skovene med ca. 71% af arealet, især blandet skov. Ud over skovene findes der en række andre plantesamfund, der tilsammen repræsenter en betydelig variation i plantevæksten. Der findes biotoper, knyttet til det åbne vand, både vandoverfladen og under vandet, sivskove, bevoksninger med stargræsser, lavmoser såvel som højmoser, fugtige enge, græsgange, heder m.fl. Man har noteret ialt 118 plantesamfund i Kampinos-urskoven. Indtil nu har man på urskovens område (incl. både parken og beskyttelseszonen) konstateret ca. 1370 arter af karplanter, heraf udgør karsporeplanter 35 og frøplanterne ca. 1335. Antallet af fredede arter er 74; delvis fredede er 20 arter.

Dyreliv:
På grund af sin biologiske forskelligartethed er Kampinos Nationalpark et af de vigtigste dyrereservater i det polske lavland, og parken har som sådan modtaget anerkendelse fra UNESCO for sit biosfærereservat og fra EU-parlamentet for sine fuglereservater. Blandt ynglefuglene bør som særligt værdifulde nævnes 2 arter, der på verdensplan hører til de truede arter: ynglende engsnarre og sandsynligvis ynglende vandsanger samt 30 arter, der betragtes som truede på en betydelig del af det europæiske kontinent: rørdrum, dværghejre, hvid stork, sort stork, hvepsevåge, rørhøg, hedehøg, lille skrigeørn, plettet rørvagtel, lille rørvagtel, trane, tinksmed, mosehornugle, fjordterne, dværgterne, isfugl, natravn, sortspætte, hvidrygget spætte, mellemflagspætte, gråspætte, hedelærke, markpiber, høgesanger, lille fluesnapper, hvidhalset fluesnapper, rødrygget tornskade og hortulan.
Af andre dyr lever bl.a. de følgende i nationalparken: elg (ca. 115-120 individer), bæver (p.t. 26 grupper med ca. 80 individer) og los.

Turiststier:
Turisterne kan benytte sig af ca. 360 km afmærkede vandrestier samt en afmærket cykelsti.


Links:

Kampinos National Park
Kampinoski National Park

Twardowska & Spangshus