- spangshus online - Turist i Polen Regioner og byer Schlesien
Lubliniec


Afstande i km: Strzelce Opolskie 38 sv, Opole 59 v, Olesno 32 nv, Kluczbork 51 nv, Kłobuck 39 nø, Częstochowa 35 nø, Zawiercie 73 sø, Katowice 58 sø, Tarnowskie Góry 31 sø, Gliwice 53 s.
Indbyggertal: 24.125 (2010)

Beliggenhed og historie:

Lubliniec ligger i det sydlige Polen, i det Schlesiske Amt, nordvest for Katowice. Byens navn i den tyske tid var Lublinitz.

Lubliniec opstod omkring et jagtslot og et kapel som blev bygget i 1272 af fyrste Władysław Opolski. På stedet for det tidligere kapel byggedes senere sognekirken indviet til Sankt Mikołaj. Byen fik købstadrettigheder i 1300 af fyrste Bolesław I Opolski.
I året 1500 gav fyrste Jan Opolski Lubliniec nye privilegier i henhold til hvilke der i kroerne omkring byen kun måtte sælges øl, fremstillet i Lubliniec; desuden kunne man afholde ugentlige markeder og 2 årlige kvægmarkeder; endvidere blev det tilladt for håndværkere at nedsætte sig i byen. I løbet af de følgende to århundreder blev der oprettet laug for 8 håndværkerfag.
I 1742 kom Lubliniec under Preussen. I 1776 erhvervede byen en skov på 1300 ha, hvilket kunne dække byens behov for træ.
I 1812 testamenterede Franciszek Grotowski en del af sin ejendom til oprettelse af et hjem for forældreløse børn; denne institution begyndte sin virksomhed i 1843. Provinsen Schlesien købte i 1893 det tidligere slot i Lubliniec for at indrette det til et hospital for fattige. Bygningen fik i 1896 en ny funktion som psykiatrisk hospital.
I slutningen af 1800-tallet udviklede byen sig kraftigt som følge af bygningen af jernbaner og en vækst indenfor handel, håndværk og småindustri.
I hele Øvreschlesien blev der i 1921 afholdt en folkestemning om tilhørsforholdet til Tyskland og Polen. Ved denne lejlighed stemte 47 % for tilknytning til Polen, mens 53 % stemte for Tyskland.
I mellemkrigstiden byggedes i Lubliniec et slagteri og elektricitetsværket blev udbygget. Allerede før 1.verdenskrig eksisterede her et uldspinderi, et dampsavværk, en fabrik for landbrugsmaskiner og et jernstøberi. Først fra 1945 hørte byen påny til Polen.


Turistattraktioner:

Seværdigheder i udvalg:

Til trods for byens lange historie er kun få af de gamle bygningsmindesmærker i byen bevaret.

Sankt Mikołaj Kirke
bygget 1576-79.

Sankt Annas Kirke
fra 1653 er træbygget med spåntag.

Det Hellige Kors' Kirke
er oprindeligt fra 1505 men er siden undergaæt en ombygning.

Slottet i Lubliniec
Den første omtale af en borg i byen stammer fra 1397. Borgen blev i 1500-tallet ombygget til et slot. I 2002 overtog byen Lubliniec det nyligt renoverede slot. Der er nu et hotel i bygningen.

Mindesmærke for Edith Stein
På Lilletorv (Mały Rynek) står et mindesmærke for Edith (Edyta) Stein, en jødisk filosof, der blev omvendt til katolicismen, omkom 1942 i Auschwitz, 1987 helgenkåret. Hun er nu byen Lubliniec' skytshelgen. I byen findes også et museum med minder om hendes liv samt en kirke indviet til denne helgen.

Andre attraktioner:

Svømmebassin
Der findes et friluftsbassin i stadsparken.


Omegnen:

Skove
Fra Lubliniec er der ikke langt til grønne områder: Umiddelbart syd for byen strækker sig det store skovområde Lasy Lublinieckie (Lubliniec-skovene). Mod nord/nordøst ligger Park Krajobrazowy Lasy nad Dolną Liswartą (Nedre Liswarta-dalens Landskabspark) og ca. 20 km mod nordvest går grænsen til det enorme skovområde Bory Stobrawskie (Stobrawa-skovene).


Indkvartering:

Wasza reklama
Deres reklame

Andre links til indkvartering:


Lubliniec
Andre internetsider og kilder:

Lubliniec

Retur til: Schlesien

Copyright © 2016 Spangshus